Varsel: Udfasning af 3G netværk i Danmark

Udfasning af 3G netværk

Vi fremtidssikrer vores netværk – og siger farvel til 3G

Vi fornyer vores netværk og øger kapaciteten til 4G. Samtidig forbereder vi os på 5G, og i den sammenhæng udfaser vi 3G-netværket fra April 2021


Vi vil gerne give dig den bedste mobilforbindelse. Derfor udfaser vi den ældre 3G-teknologi fra april 2021 for at give plads til maksimal udnyttelse af nyere og mere effektive mobilteknologier som 4G og 5G.
Langt størstedelen af mobiltrafikken foregår i dag på vores landsdækkende og nyere 4G-netværk, der leverer langt hurtigere datahastigheder og en bedre opkaldskvalitet. Derfor vil vi i 2021 begynde at lukke 3G-netværket ned.

Det betyder det for dig

Hvis din mobil er mere end 5 år gammel, skal du være opmærksom. Og hvis du har andet udstyr, der ikke understøtter 4G som fx et simkort i et kamera eller navigation i bilen, skal du også tjekke det.

Har du en ældre mobiltelefon, vil du efter 3G-udfasningen fortsat kunne tale og sende sms'er, men datahastigheden vil være begrænset, og det vil tage lidt længere tid at ringe op fra din mobiltelefon. Tjek, om din mobil er på én af listerne længere nede på siden.
 

Ældre 3G-mobiler

Du kan stadig ringe og sende sms'er med din mobil, men muligheden for at bruge data vil være meget begrænset, og forbindelsestiderne vil blive længere.
Derfor anbefaler vi, at du skifter til en nyere mobil, som understøtter 4G og 4G-tale (VoLTE).
4G-tale (VoLTE) skal være aktiveret

For at kunne ringe via 4G-nettet, skal 4G-tale (VoLTE) aktiveres på din mobil. Det bliver automatisk aktiveret, når du opdaterer mobilen.
Eksempler på mobiler med 4G-tale (VoLTE): iPhone 6 og nyere, Samsung A3, S6 og nyere samt alle nyere Huawei.
 

Mobiler uden 4G-tale (VoLTE)

3G- eller 4G-mobiler, som ikke understøtter tale på 4G (VoLTE), vil ikke kunne ringe via 4G-netværket. Ved opkald vil mobiltelefonen i stedet bruge 2G-netværket.
Det kan betyde, at det tager lidt længere tid, fra du trykker på ring, til den begynder at ringe, og at der ikke kan benyttes data under opkald.

Andet udstyr med simkort

Har du et simkort i andre enheder som fx vildtkamera, udendørskamera eller i bilen, skal det understøtte 4G efter nedlukning af 3G.
 

Bliver ældre mobiler ubrugelige?

Nej, du vil fortsat kunne ringe med en 3G-telefon, men samtalen vil gå over på det gamle 2G-netværk. Her kan det tage lidt længere tid, fra du trykker på ring, til den faktisk begynder at ringe. Efter nedlukning vil du heller ikke kunne bruge data med en mobil, som kun understøtter 3G.